Her må du gå i land
Man kan sagtens være på tur til vands uden at gå i land undervejs, men vil du have en pause med land under fødderne, er her de vigtigste regler, du skal kende.
Landgang fra havet
Du må gerne lægge din kano, kajak, SUP eller båd uden motor op på stranden, hvis du vil gøre kortvarigt ophold. Dvs. under et døgn. Er det en privat strand, skal der være mindst 50 meter til nærmeste beboelse, hvis du overnatter, og det må ikke være i telt eller noget, der ligner. Overnatning under åben himmel eller i ly af din båd, kano eller kajak er tilladt.
Er det en privat strand, skal du også være opmærksom på, om det er en af de (få private) strande, du ikke må være på, fordi den er udlagt som have, inddraget under erhvervsvirksomhed før 1916, eller fungerer som have- eller forsvarsanlæg.
En god tommelfingerregel er, at du må færdes og opholde dig på strande, som består af sten og sand. Har stranden karakter af en have, må du som udgangspunkt ikke gå i land der.
Landgang fra søer og åer
Du må gerne gå i land fra søer og vandløb på offentligt ejede arealer, men brug så vidt muligt anlagte ophalingspladser. Dem kan du finde på udinaturen.dk - søg på ved vandet.
På privatejede arealer må du kun gå i land med ejerens tilladelse. Det kan være en konkret tilladelse til dig eller en generel skiltning.
Undtagelsen er privatejede udyrkede bræmmer, hvis de grænser op til arealer (både private og offentligt ejede), hvor det er tilladt at færdes.
Du må kun overnatte på private arealer ved søen eller åen, hvis du har ejerens tilladelse.
Er området, du er gået i land på, offentligt, må du frit overnatte, hvis det er i hængekøje eller i din sovepose under åben himmel. Du må kun slå dit telt op på etablerede lejrpladser - med undtagelse af friteltningsskove, hvor du må rejse et telt hvor som helst.