Persondatapolitik og betingelser for brug af billeder

Her kan du læse mere om vores politik for behandling af personoplysninger samt brugsrettigheder i forbindelse med indsendelser af barrierer og tilknyttede billeder under projekt ”Gå nye veje – Stop skilteskoven".

Indhold

1. Om aktiviteten - barrierer for færdsel i naturen

2. Behandling af personoplysninger

3. Brugsbetingelser for billeder

4. Ændringer i politik for behandling af personoplysninger samt brugsrettigheder

1. Om aktiviteten - barrierer for færdsel i naturen

Fra september 2021 opfordrer Friluftsrådet danskerne til at indsende barrierer for færdsel i naturen til rådgivning og vurdering hos Friluftsrådet. Det kan være sager, hvor du mener barrieren er i strid med regler og love eller hvor du er usikker herpå. I sidste ende er det dog alene myndighederne, der kan afgøre om et skilt eller en spærring er lovlig eller ulovlig.

For at få rådgivning og vurdering af din konkrete barriere indsender du billeder, beskrivelse og placering. Dernæst kigger Friluftsrådet nærmere på den og vender tilbage til dig. Vi screener barriererne og indsender kun barrierer, der efter vores opfattelse er relevante og kræver en nærmere vurdering af de kommunale myndigheder.

2. Behandling af personoplysninger

Ved registrering og behandling af en sag om en barriere i naturen behandler vi personoplysninger om dig, som henvender dig til os. Derudover behandler vi oplysninger om dig, der er lodsejer og ejer det land, hvor barrieren er.

Personoplysninger er alle slags oplysninger, der direkte eller indirekte kan henføres til dig som person. Ved behandling af personoplysninger forstås enhver aktivitet, som involverer brug af personoplysninger.

Herunder kan du læse mere om, hvilke personoplysninger vi indsamler og behandler i forbindelse med projekt "Gå nye Veje". Du kan også finde information om, hvem vi evt. deler dine oplysninger med, og du kan orientere dig om dine rettigheder efter databeskyttelsesforordningen.

Du kan læse mere om Friluftsrådet behandling af personoplysninger mere generelt her. Her kan du fx finde information om, hvilke personoplysninger vi indsamler og behandler, når du besøger Friluftsrådets hjemmesider eller sider på sociale medier.

2.1. Dataansvarlig

Friluftsrådet er dataansvarlig og har dermed ansvaret for, at dine personoplysninger bliver behandlet i overensstemmelse med gældende regler om databeskyttelse. Du finder vores kontaktoplysninger herunder:

Friluftsrådet
Scandiagade 13, 2450 København SV.
Tlf. 3379 0079
Mail: fr@friluftsraadet.dk
CVR. 56230718

Hvis du har spørgsmål til Friluftsrådets behandling af dine personoplysninger, er du altid velkommen til at kontakte Friluftsrådets direktør eller Friluftsrådets interne GDPR-koordinator:

Direktør Winni Grosbøll
Tlf. 3018 1979 | wg@friluftsraadet.dk

GDPR-koordinator Sabine Pedersen
Tlf. 2460 2023 | sap@friluftsraadet.dk

2.2. Friluftsrådets behandling af personoplysninger

Vores behandling af dine personoplysninger afhænger af, hvilken relation og kontakt vi har til dig. For at læse mere om, hvordan vi behandler dine personoplysninger, så tryk på det afsnit, som er relevant for dig.   

Behandling af oplysninger om dig, der indsender barrierer til vurdering hos Friluftsrådet

For at kunne gennemføre rådgivning og vurdering af din henvendelse om en barriere i naturen er Friluftsrådet nødt til at indsamle, behandle og opbevare de personoplysninger, som du afgiver til os i forbindelse med din henvendelse/registrering af barriere.

Formålet med indsamlingen og behandlingen af dine personoplysninger, som består af dit navn og de af dig angivne kontaktoplysninger er gennemførelse af god sagsbehandling. Friluftsrådet skal kunne kontakte dig, hvis der er spørgsmål og følge op på udviklingen i din sag. Derfor opbevarer Friluftsrådet dine personoplysninger, så længe det er nødvendigt for sagsbehandlingen, samt for at kunne dokumentere rettighedserhvervelsen til brug af billeder fra dig.

Typer af oplysninger, som vi indsamler og behandler om dig:

  • Navn
  • Kontaktoplysninger (telefonnr. og e-mail)

Retsgrundlag
Vi indsamler og behandler dine personoplysninger efter databeskyttelsesforordningen §6, stk. 1, litra a om samtykke. 

Du kan til hver en tid trække dit samtykke tilbage. Gør du dette, skal du være opmærksom på, at vi evt. afslutter sagsbehandlingen af din sag.

Indsamling, opbevaring, og videregivelse
Vi indsamler dine oplysninger ved direkte kontakt med dig, når du registrerer en barriere i naturen og indsender denne til os.

Vi opbevarer dine personoplysninger, så længe det er relevant for sagsbehandlingen samt for at kunne dokumentere rettighedserhvervelsen til af billeder fra dig. Vi gør opmærksom på at behandlingen af adgangssager i nogle tilfælde kan tage lang tid og strække sige over flere år. Vi opbevarer dine oplysninger op til 5 år efter at vi har afsluttet sagen, således at vi evt. kan kontakte dig, hvis der skulle opstå ny udvikling i sagen.

Friluftsrådet viser ikke dine personlige oplysninger offentligt. Vi kan have behov for at dele dine oplysninger med vores databehandlere (læs mere her). Derudover deler vi ikke dine oplysninger med andre, medmindre vi efter henvendelse til dig får særskilt tilladelse hertil.

Behandling af oplysninger om dig, der er lodsejer

Når en person registrerer en barriere i naturen til os, indsender personen lokationsoplysninger om barrieren, en beskrivelse samt billede(r) af barrieren. Disse oplysninger kan udgøre personoplysninger om dig som lodsejer, såfremt det er muligt at identificere dig ud fra disse oplysninger (gælder kun private, enkeltmandsvirksomheder og fx ikke kommunale og statslige lodsejere).

Vi behandler indsendte oplysninger om barrieren med det formål at vurdere, hvorvidt barrieren udgør tvivlsomme adgangshindringer i naturen for at mindske antallet af barrierer for at færdes i naturen for alle.  Friluftsrådet identificerer ikke, hvem du, som lodsejer er.

Hvis vi vurderer at en barriere potentielt er ulovlig indsender vi oplysningerne om barrieren til respektive kommunale myndigheder, som er dem, der afgør, om en barriere er ulovlig og skal fjernes. De kommunale myndigheder vil i så fald i nogle tilfælde identificere dig som lodsejer, og kontakte dig. Du vil også blive oplyst om, at det er os i Friluftsrådet, der har indsendt sagen.

Vi har retningslinjer for, hvilke oplysninger om barrierer, som vi ønsker og ikke ønsker indsendt. Det kan du læse mere om i vores retningslinjer, som du finder her.

Retsgrundlag
Vi indsamler og behandler dine personoplysninger efter databeskyttelsesloven §8, stk. 3-4, om privates behandling af oplysninger om (potentielle) strafbare forhold.

Opbevaring, sletning og videregivelse
Vi opbevarer dine personoplysninger, så længe det er relevant for sagsbehandlingen. Vi gør opmærksom på at behandlingen af adgangssager i nogle tilfælde kan tage lang tid og strække sige over flere år. Vi opbevarer dine oplysninger op til 5 år efter at vi har afsluttet sagen.

Vi viser ikke dine personlige oplysninger offentligt. Hvis vi vurderer at en barriere potentielt er ulovlig indsender vi – som nævnt - oplysningerne om barrieren til respektive kommunale myndigheder. Vi deler også oplysninger om den enkelte barriere med vores de Lokale Friluftsråd, der har dialog med kommunerne i deres område. I begge tilfælde videregiver vi oplysninger om placering af barrieren, beskrivelse af denne samt evt. billeder. Vi kan desuden have behov for at dele dine oplysninger med vores databehandlere (læs mere her).

Behandling af dine personoplysninger, når du besøger vores hjemmeside (Cookie Politik)

I Friluftsrådet anvender vi egne cookies og cookies fra tredjepart på vores hjemmeside "gaanyeveje.dk" for at foretage analyser, markedsføre indhold og støtte særlige funktioner. Cookies er små tekstfiler, der placeres på din computer eller anden enhed, når du besøger vores hjemmeside. 

Første gang du besøger vores hjemmeside, vil du få vist vores cookie-script, hvor vi spørger om dit samtykke til brug af cookies. Derudover kan du altid få vist cookie-scriptet og ændre dit samtykke ved at klikke på pop-up vinduet ”Indstillinger for cookies”, der er placeret nederst i højre side på vores hjemmeside.

Hvis du trykker på ”Vis detaljer” i cookie-scriptet kan du få vist en oversigt over anvendte cookies, deres funktionalitet samt udløbsdato, der angiver hvornår cookies slettes fra din pc.

Retsgrundlag
Vi anvender og behandler nødvendige cookies efter cookiebekendtgørelsens § 4, stk. 2 (om teknisk forudsætning). Vi kan således anvende tekniske nødvendige cookies uden dit samtykke. . Anvendelse og behandling af øvrige cookies foretages efter databeskyttelsesordningen §6, stk. 1, litra a  om samtykke.

Indsamling og sletning 
Vi placerer cookies på dit IT-udstyr, når du besøger vores hjemmeside(r). 

Nogle cookies slettes automatisk, når du forlader vores hjemmeside. Andre cookies har en længere udløbsdato for hvor lang tid cookies er placeret på din pc/IT-udstyr. I vores cookie-script kan du se udløbsdato for de enkelte cookies. Du kan altid slette cookies på din egen pc – læs mere om, hvordan du kan gøre her

Videregivelse
Brugen af tredjeparts cookies betyder, at vi videregiver data til de tredjeparter, der ejer cookies. Du kan se, hvilke tredjeparts cookies vi anvender, funktionaliteten af disse og hvem der ejer dem i vores cookie-script. Her kan du også ændre dit samtykke til, hvilke cookies, vi må anvende.

2.3 Samarbejdspartnere, som vi deler dine oplysninger med

Vi benytter os af en række samarbejdspartnere, der hjælper os med at varetage generel IT-drift og administration. I visse tilfælde hyrer vi også eksterne konsulenter/virksomheder ind til at hjælpe os med at gennemføre specifikke opgaver, fx brugerundersøgelser.

Vi kan have behov for at dele dine personoplysninger med nogle af disse samarbejdspartnere og leverandører for at kunne sikre drift og administration, herunder drift og support på vores hjemmeside for projekt ”Gå nye veje”. I så fald betragter vi disse samarbejdspartnere og leverandører som vores databehandlere, da de kun behandler dine personoplysninger efter vores instruks og aldrig til egne formål. Vi indgår databehandleraftaler med alle vores databehandlere og sikrer, at de behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende regler og vores retningslinjer for behandling af personoplysninger.

Derudover kan vi have behov for at dele personoplysninger med visse øvrige samarbejdspartnere i forbindelse med ekstern rådgivning (advokatbistand og revision) samt myndigheder (fx Skat), som vi er forpligtet til at videregive bestemte personoplysninger til.

Du kan altid få oplyst, hvilke databehandlere og øvrige samarbejdspartnere vi deler dine oplysninger med og til hvilke formål ved at kontakte os. Se kontaktoplysninger her.

2.4. Dine rettigheder, når vi behandler personoplysninger om dig

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af personoplysninger om dig. Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os. Se vores kontaktoplysninger her.

Ret til at trække dit samtykke tilbage

Hvis vores behandling af dine oplysninger sker på grundlag af dit samtykke, kan du til enhver tid trække samtykket tilbage. Dette kan du gøre ved at kontakte os - se vores kontaktoplysninger her.

Hvis du vælger at trække dit samtykke tilbage, påvirker det ikke lovligheden af vores behandling af dine personoplysninger på baggrund af dit tidligere meddelte samtykke og op til tidspunktet for tilbagetrækningen. Hvis du tilbagetrækker dit samtykke, har det derfor først virkning fra dette tidspunkt.

Ret til berigtigelse

Du har ret til at få urigtige personoplysninger om dig rettet.

Ret til sletning

Du har i visse tilfælde ret til at få dine personoplysninger slettet, inden tidspunktet for, at Friluftsrådet selv sletter dine oplysninger.

Ret til at gøre indsigelse

Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores ellers lovlige behandling af dine personoplysninger.

Ret til begrænsning af behandling

Du har i visse tilfælde ret til opnå begrænsning af behandling af dine personoplysninger. Hvis du har ret til at opnå begrænsning af dine oplysninger, er virkningen, at vi fremover kun behandler oplysningerne, bortset fra opbevaring, med dit samtykke eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.

Ret til dataportalitet

Du har ret til at få udleveret dine personoplysninger, som du har givet til os, i et maskinlæsbart format, og du har ret til at få transmitteret dine oplysninger til en anden dataansvarlig, hvis det er er teknisk muligt.

Ret til at klage

Hvis du ønsker at klage over Friluftrådets behandling af dine personoplysninger, kan du kontakte Friluftsrådets advokat:

Martin Høj Lauridsen
Advokat/Partner, Advokatgruppen

Mobil: 5118 6689 | Kontor 7010 1330
mhl@advokatgruppen

Du har som registreret også ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du mener, at Friluftsrådet ikke lever op til organisationens forpligtelser efter databeskyttelsesforordningen. Datatilsynet har følgende kontaktoplysninger:

Datatilsynet 
Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby
E-mail: dt@datatilsynet.dk
Telefon: 33 19 32 00

Du kan også læse mere om dine rettigheder som registreret på Datatilsynets hjemmeside, www.datatilsynet.dk

3. Brugsbetingelser for billeder

Her kan du læse mere om brugsrettigheder og ansvar i forbindelse med indsendelse af barriere og tilknyttede billeder, herunder hvad du skal være opmærksom, når du tager billeder af en barriere.

3.1. Brugsrettigheder for indsendte billeder

Ved at indsende billeder til vurdering af en barriere indestår du for, at du er ophavsmand til indsendte billede/billeder, og at billederne ikke krænker tredjemands rettigheder, herunder men ikke begrænset til tredjemands ophavsrettigheder, så ingen tredjemand kan gøre retlige krav gældende med hensyn til sådanne rettigheder over for Friluftsrådet. Du kan læse mere om ophavsretsloven her.

Friluftsrådet opfordrer til, at eventuelle personer på billederne, der indsendes til Friluftsrådets vurdering af adgangssager ikke er identificerbare. Er der en eller flere genkendelige personer på et billede, du sender ind, er det dog vigtigt, at disse personer på forhånd har givet sit samtykke til, at du bruger billedet af dem.  

Medvirker der børn på billedet (personer under 18 år) skal du være opmærksom på, at du ved delt/fælles forældremyndighed også skal bede om tilladelse fra begge forældermyndighedsindehavere. Hvis én forælder/værge har fuld forældremyndighed, skal kun denne give sin tilladelse.

Friluftsrådet forbeholder sig retten til at indhente en skriftlig samtykkeerklæring fra de pågældende.

Ved at indsende billeder til vurdering af adgangssager indestår du for, at billedet ikke er taget i strid med straffelovens regler herunder, men ikke begrænset til straffelovens § 264 a om uberettiget fotografering af personer på et ikke frit tilgængeligt sted og § 264 d om billeder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.

Billederne må ikke indeholde nøgne personer.

3.2. Ansvar

Friluftsrådet tilstræber, at information og indhold til enhver tid er opdateret og korrekt, men kan dog ikke garantere, at indholdet er fejlfrit og komplet. Derfor fraskriver Friluftsrådet sig alt ansvar i tilfælde af trykfejl. Friluftsrådet forbeholder sig ret til at slette upassende eller stødende materiale fra hjemmesiden eller andre steder, hvor indsendt materiale fremvises.

Du friholder Friluftsrådet for ethvert berettiget krav (herunder rimelige advokatomkostninger, sagsomkostninger mv.) fra tredjemand i forbindelse med Friluftsrådets brug af billedet medmindre et sådant krav skyldes Friluftsrådets forhold.

Du er indforstået med, at det alene er Friluftsrådet, der afgør, om det tilsendte materiale anvendes eller ej.

Friluftsrådet forbeholder sig retten til ikke at godtage indsendte billeder, der er i strid med disse betingelser. Friluftsrådet forbeholder sig også retten til ikke at vise billederne, hvis ikke de findes egnet hertil.

4. Ændringer i politik for behandling af personoplysninger samt brugsbetingelser for billeder

Friluftsrådet forbeholder sig retten til at ændre hele eller dele af denne politik uden varsel. Eventuelle ændringer vil blive offentliggjort på denne side, hvor dato for seneste opdatering vil være angivet. 

Hvis du har spørgsmål til denne politik, er du meget velkommen til at kontakte os. Se kontaktoplysninger her

Senest opdateret juni 2023.