Her må du ride
Du må på offentlige arealer ride på asfalterede veje, stenlagte veje og grusveje, der er bredere end 2,5 meter samt på andre veje, hvor det ifølge skilte (piktogrammer) er tilladt. Du må ikke ride på cykelstier.
Du må i offentlige skove også ride i skovbunden – dog ikke i områder med nye planter og unge træer, ligesom du ikke må ride på gravhøje og andre fortidsminder eller på skovens marker, indhegninger mv.
Vær opmærksom på, at der omkring København er særlige regler for ridning på visse arealer.
I private skove må du ride på private fællesveje og -stier, der er egnet til ridning og hvis der ikke er skiltet mod det. Den regel gælder også i det åbne land, altså på markveje.
Det er ikke tilladt at ride på udyrkede arealer, på stubmarker eller marker, som ligger brak, medmindre du har ejerens tilladelse.
På stranden
Det er tilladt at ride på stranden fra 1. september til 31. maj, også på klitfredede arealer og på både den ubevoksede strandbred og hen over bevokset strandbred som for eksempel en strangeng.
Visse steder langs den jyske vestkyst, hvor stranden fungerer som offentlig vej, er det tilladt at ride hele året.