Husk dit affald

Affald der er smidt er det, der hyppigst generer os i naturen. Det generer og ødelægger naturen. Så husk altid dit affald - og tag også gerne andres efterladte affald med.
Efterladt dåse

Du udviser god adfærd i naturen, når du tager madpakkepapiret med dig efter din skovtur, husker en skraldepose til dit affald i og samler efterladt affald op. Færdes du på private områder, f.eks. i privat skov, kan du også være med til at forebygge barrierer i naturen. Affald generer nemlig også lodsejerne.

Affald ødelægger naturoplevelsen

Affald i naturen er noget skidt – på flere måder:

En undersøgelse viser, at hver fjerde har følt sig generet af andre brugeres adfærd og for tre ud af fire, der har oplevet gener, er det efterladt affald der er årsagen. Den lille indsats, som vi alle kan præstere ved at tage vores affald med os, vil derfor have en stor effekt i form af bedre naturoplevelser for alle. 

Kender du #skridtogskrald?

#Skridtogskrald er et privat initiativ mod affald i den danske natur. Det handler i al sin enkelthed om at skabe et digitalt fællesskab og en positiv samhørighed omkring det at være aktiv i naturen – og samtidig samle det affald op, man kommer forbi.

Her opfordres der til, at det ikke nødvendigvis behøver at kræve stor planlægning at skulle på affaldsindsamlingstur. Det kan man nemlig med fordel bare gøre, når man alligevel er ude at gå, løbe, cykle eller blot skal fra a til b.

Læs mere på #skridtogskralds facebook-side.

Selvom småt affald som cigaretskodder og tyggegummi kan syne af lidt, er det faktisk et stort problem. Ifølge Hold Danmark Rent smider danskerne hver eneste dag 9 millioner cigaretskodder fra sig i stedet for at bruge askebægeret – og en hel del af dem havner i naturen. Tyggegummi er også et stort problem - måske fordi mange ikke ved, at både tyggegummi og cigaretskodder kan være op til fem år om at blive nedbrudt i naturen?

Så når du udviser god adfærd i naturen og tager tyggegummiet, cigaretskoddet eller ispinden med dig i stedet for at smide det, gør du faktisk naturen – og alle os andre – en stor tjeneste.

Dødsfælde for vilde dyr

Og det er ikke kun os mennesker, der bliver generet af affaldet i naturen. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er henkastet affald en direkte dødsfælde for vilde dyr. For eksempel kan mus blive fanget i flasker og glas, katte og ræve kan sidde fast i dåser, og fugle kan blive viklet ind i snore og net.

Der er altså mange gode grunde til at tage dit affald med dig, når du har været ude og nyde naturen. Tag derfor dit affald med, så alle kan få gode oplevelser, når de færdes i naturen – på den måde er du også med til at forebygge barrierer i naturen.